Far Til Fire på Hjemmebane i Grand Bio

Far, Onkel Anders, Mie, Ole og Lille Per er tilbage i en ny film, Far Til Fire – På Hjemmebane.

Far og hans fire børn lever lykkeligt i det lille rækkehus, og den distræte Onkel Anders er ligeså fjollet, som han plejer at være. Far er på teambuilding kursus med jobbet og kommer sent hjem hver aften. Så Søs, Mie og Ole må derfor selv klare hverdagen på hjemmefronten med Lille Per.

Da Far får stjålet sin pung, kommer han i større vanskeligheder, end han umiddelbart regner med. For i pungen ligger en tipskupon med 13 rigtige til en værdi af 280.000 kroner, som tilhører firmaets tipsklub. Og Far har ansvaret for at indløse kuponen.

Far tør ikke fortælle kollegaerne om den forsvundne pung og undskylder sig med, at han glemmer den. Men som dagene går, har kollegaerne kun hån til overs for Far, og snart føler Far sig kolossalt presset.

Lille Per går sammen med Onkel Anders i aktion med at lokalisere lommetyven og finde Fars pung. Men det viser sig at være sværere end som så. Heller ikke hjælp fra Dennis, skolens uvorne dreng, fører i første omgang til en opklaring af det fatale tyveri.

Imens er hjemmets vante rutiner gradvis ved at gå i opløsning. Ole bliver kæreste med skaterpigen Stella, Mie laver musikvideo med veninden Julie, og Søs bekymrer sig mest, om Peter nu husker deres 2 års dag. En morgen går alt galt, fordi Far er træt og får forkludret det hele for sine børn, så Lille Per bliver glemt og selv må gå i skole.

På vejen kommer Lille Per endelig på sporet af lommetyven og er ikke kommet hjem endnu, da resten af familien samles om eftermiddagen. Far, Ole, Mie og Søs bliver bekymret for Lille Per og starter en eftersøgning, så den travle familie igen kan blive fuldtallig.

Spørgsmålet er, om de kan regne ud, hvor Lille Per er henne og nå frem i rette tid.

Filmen kan ses i Grand Bio fra fredag d. 3. oktober.

Se spilletider på www.grandbio.dk/grandbio

Skriv et svar