Århus-arkitekter bag nyt DGI-hus

Torsdag blev vinderen af arkitektkonkurrencen om det kommende DGI-hus på Holbæk Gamle Havn offentliggjort ved en sceance på Elværket.

Vinderen blev Århus-arkitekterne Scmidth Hammer Lassen.

– Visionerne for DGI-huset er at skabe en moderne ramme for idræt, sundhed, kultur og fællesskab, der matcher de kommende brugeres behov. Samtidig skal DGI-huset være med til at generere et levende og attraktivt bymiljø, døgnet rundt. Med vinderprojektet har SHL formået at forene funktionalitet og poesi i et enestående bygningsværk, som er et besøg værd alene pga. sin arkitektur og unikke beliggenhed på kanten af Holbæk fjorden, forklarer arkitekt Kira Svankjær fra Holbæk kommune, der er tovholder på projektet.

Fem arkitektfirmaer har siden maj 2008 deltaget i konkurrencen om en helhedsplan og DGI-hus og fremsendte i august hvert sit projekt til Holbæk Kommune. Det drejer sig foruden Schmidt Hammer Lassen om Arkitektgruppen Holbæk, BIG, Aartiderne (før Kobra Arkitekter) og Dorte Mandrup Arkitekter.

En dommerkomite bestående af repræsentanter fra byrådet, repræsentanter fra DGI, embedsmænd og fagdommere har efterfølgende udpeget vinderen. I deres dommerbegrundelse hedder det blandt andet:

– DGI-huset er enkelt og velfungerende organiseret. Der er muligheder for at åbne mellem torvet og salene og gennemføre meget store arrangementer. Og det kan lukkes, så flere aktiviteter kan foregå sideløbende. Kontakten til udearealerne ses som en stor styrke. Man inviteres indenfor – og omvendt kan man tage en pause udenfor, uden at man forlader DGI-huset.

Det nye DGI-hus skal bygges på Blegstrædehagen.

Skriv et svar